Dany Laferrière: Alting skælver omkring mig - Fransklisten

Aller au contenu

Dany Laferrière: Alting skælver omkring mig

Bøger > Boganmeldelser



Oversat af Laila Flink Thullesen & Christine Berlioz
Fransk titel: Tout bouge autour de moi (2011)
TURBINE, Aarhus 2014

Dany Laferrière: Alting skælver omkring mig

Endelig har vi fået oversat en bog af Dany Lafferrière til dansk! Det har godt nok også taget lang tid, for hans første roman udkom i 1985! Efter min mening er han én af vor tids største frankofone forfattere, hvilket også har betydet, at man i Frankrig har valgt ham ind i l'Académie Française sidste år. Nu skulle vi gerne have flere af hans værker på dansk.

Den 12. januar 2010 kl. 16.53 ramte et voldsomt jordskælv Haiti, og det ramte især hovedstaden Port-au-Prince. Dødstallet lå mellem 150.000 og 200.000, men også andre byer blev ramt, bl.a. Jacmel, hvor Jørgen Leths hus faldt sammen. Vi har alle set de frygtelige billeder, hørt interviews, ydet bidrag til nødhjælpen etc. Men desværre er Haiti igen blevet lidt glemt, og genopbygningen er langt fra at være nået.

Men hvordan skildrer så én af landets forfattere det, for Dany Laferrière var i landet, da det skete?

Han har valgt en form med ganske korte kapitler, der næsten hver for sig er en historie i sig selv. Han begynder selvfølgelig med den konkrete aften, hvor han netop skal til at spise på en restaurant. Først hører han en form for eksplosion, folk reagerer meget forskelligt, men sammen med de andre i restauranten kommer de hurtigt udenfor. "Alle tre endte vi på maven midt i gården bag hotellet. Under træerne. Jorden begyndte at bøje som et stykke papir der bliver taget af vinden."

Gruppen af hotellets gæster overnatter udenfor, og der skabes en form for fællesskab under nattens 43 jordskælvsrystelser. Laferrière beskriver derefter igen i korte øjebliksbilleder, hvordan situationen er, og hvad de hører om ødelæggelserne i byen. Hans ven forfatteren Lyonel Trouillet kommer næste dag, og de kører sammen gennem ødelagte områder og sammenstyrtede bygninger, ser de første lig, men også en handelskone der siddende på jorden sælger sine mangofrugter. Han når også forbi sin mor, der heldigvis har det godt. Vi kommer altså godt rundt om en række af de ting, der er sket, Laferrière holder den første status, men fortalt i en afdæmpet tone.

Dany Lafferrière får efter nogle dage et tilbud om at komme tilbage til Canada, hvor han bor, og han tager mod tilbuddet. Han mener, at han nok kan være til større hjælp der, men bliver nærmest ramt af en post-traumatisk angst, og han føler sig ofte utilpas og føler at alting skælver omkring ham. Hans tante Renée, der har været syg længe, dør noget tid efter, og Laferrière vender tilbage til Haiti. Nu følger der en lang række klip, der viser, hvordan situationen har udviklet sig siden jordskælvet, altsammen set fra hans synsvinkel og med hans fokus. Iagttagelserne følges ofte af overvejelser om det nye samfund, der nu skal skabes, og trådene føres tilbage til 1804, hvor Haiti erklærede sin selvstændighed.

"Man vil altid, med alle midler, søge en udvej. Derfor kunne kulturen stå tilbage når alt falder sammen om ørene på os. Men det der redder denne by, er menneskene der flakker om. Det er denne menneskemængdes livslyst der skaber liv i de støvede gader."
Dany Lafferrière tror på det haitianske folk, der trods ekstremt fattige kår, altid har kæmpet for at overleve, om det så har været naturkatastrofer eller diktatorer, der har ramt dem.

Bogen rummer mange flere temaer, end de der er nævnt her, for det er både en beskrivelse af katastrofen, men det er i lige så høj grad en skildring af katastrofen for Dany Lafferrière selv og hans familie og venner. Gennem det nære, når vi ud til det almene.

Vi har i denne et dybfølt vidnesbyrd, og det er med en respekt og kærlighed for et folk, der altid vil tage kampen op. Bogen er skrevet i en billedrig og fornem prosa, og de to oversættere skal have ros for deres letflydende og elegante måde at få bogen og sproget til at fange os på dansk.

Kan stærkt anbefales!

Hals, november 2014
Jens Peder Weibrecht



Retourner au contenu | Retourner au menu