Emmanuelle Richard: Letheden - Fransklisten

Aller au contenu

Emmanuelle Richard: Letheden

Bøger > Boganmeldelser

Emmanuelle Richard: Letheden
Roman, 320 sider
Oversat fra fransk af Ann-Jette Caron
Forlaget Etcetera
udkommet 15. maj 2015

"Letheden" er en stor roman om en 14-årig pige, snart 15-årig, der netop står på skillevejen mellem barn og voksen. Hun har nogle ideer, ofte misforståede, om det at være voksen og hvad det betyder. Vi får aldrig hendes navn at vide, så hun kan måske være et billede på en almindeli fransk ung pige.

Bogen foregår i en sommerferie hvor hun med forældre og lillebror er i et sommerhus på øen Île de Ré, et hus der måske er lidt for flot og dyrt for hendes forældre. De plejer at bruge campingpladsen, men nu er det altså et hus. Pigen synes, at de burde have holdt sig til deres stand.
Vi følger pigen på ture til stranden og på restaurant med forældrene og broderen, men også på ensomme ture rundt på øen og i byen.

Hun føler sig utilpas og utilfreds med stort set alt og alle. Hun væmmes ved sin egen krop, hun er radmager og har ingen bryster. Hun har stort set ingen venner og formår heller ikke rigtigt at få nogen på trods af foirældrenes tilskyndelser. Forældrene ønsker hun ikke at dele noget med, da hun føler, at de har svigtet deres drømme og underkaster sig alt og alle. De kan heller ikke finde ud af, hvordan man går på en ordentlig restaurant. Den eneste hun føler noget for er lillebroderen, med ham er hun som et barn.

Hun tænker meget på drenge og sex. Hun synes selv, at nu er tiden kommet til at hun skal have en fyr, hun skal kysse og måske mere. Hvordan skal hun få fat på et kondom etc. Masser af naive tanker farer gennem hendes hoved. Hvordan skal man skabe kontakt? Hvorfor ser de ikke på hende, og når de endelig gør, så flygter hun. Det ender med, at hun bliver lidt kæreste med en, men så er ferien slut.

Der er mange fine nuancer i billedet af den unge pige, og de er sikkert ramt godt på kornet, men kunne måske være strammet lidt op. Bogen består af en 3.personsfortælling, hvor pigen benævnes "hun", der krydres med pigens egne tanker og beskrivelser i små kursiverede passager. Det giver et godt vue over pigens sind og forestillinger sat i perspektiv med en mere objektiv betragter og kommentator, der ikke altid omtaler hende lige pænt f.eks. "Snotungen fortsætter med at gå rundt alene, en bønnestage besværet af sine arme.."

Der er igen en meget fin debutroman, der med stor skarphed og sikkerhed i stil og sprog blotlægger en ung pige tanker og sind.
Den ideelle gave til forældre der har et barn på den alder og i det hele taget til forældre med teenagebørn.

Glimrende oversættelse, der rammer plet på det sproglige plan med sit ordvalg.

Jens Peder Weibrecht
Hals, maj 2015


Retourner au contenu | Retourner au menu