Helle Söderhamn: De blå bjerge - Fransklisten

Aller au contenu

Helle Söderhamn: De blå bjerge

Bøger > Boganmeldelser

Helle Söderhamn: De blå Bjerge
Skriveforlaget, 2013

Forfatteren fik som 18-årig sin første roman udgivet i 1960 "Orlov i Paris" om en ung soldat på orlov i Paris under 1. Verdenskrig. Det blev en solid succes. "De blå bjerge" er blot hendes anden roman, da hun ellers har udgivet ikke-fiktive tekster.

Det er Frankrig, der på en måde knytter de to romaner sammen, men nu er det Roussillon, der er det franske indslag med dejlige beskrivelser af den typiske natur i området med frugttræer, vinmarker, franskmænd, men også tramontane-vinden, og de undertiden voldsomme regnvejr.

Men først lidt om forhistorien:
Rebecca er moden dame, der føler at hun må bryde ud af et begrænsende ægteskab, nu hvor hendes datter er blevet voksen. Hun uddanner sig og får en plastikkirurgisk klinik op at stå, for hun vil vise, at hun er en stærk og selvstændig kvinde. Men savnet af en mand nager hende, ensomheden er for stor, og efter råd fra en veninde, indrykker hun en kontaktannonce.

Det betyder en ny periode i hendes liv, da hun forelsker sig i en ung iraner, der får følelserne frem i hende. Alle advarer hende, men hun er så fascineret og betaget af ham, at kærligheden gør hende blind. De lever en vidunderlig tid sammen. På et tidspunkt beslutter parret, efter at være blevet gift, at søge til Frankrig, hvor de køber et gammelt hus med en stor grund i Thuir.

Alt er idyl, og det er nok den bedste del af bogen, hvor vi følger parrets liv i et fransk miljø, hvor ikke alt er lige nemt. Det er fanget helt på kornet, hvordan franskmænd kan være og de mere eller mindre faste traditioner, der styrer deres dagligdag. Vi får også en række meget udførlige og smukke naturbeskrivelser, skrevet med en vidunderlig indlevelse.

Nu skal vi ikke afsløre, hvordan det går, men vi får en fin indføring i de glæder og problemer, et sådant lidt skævt par kan komme ud for.

Bogen rummer også en række dybe overvejelser fra hovedpersonen, der ser forløbet lidt i bagspejlet, men uden at miste troen på fremtiden. Skal vi forsøge at udleve vores drømme for enhver pris? Fortælleren siger selv: Måske var det ikke meningen, at man skulle realisere sine drømme. Det var nemt at satse forkert. Men som menneske havde man fået privilegiet at kunne vælge.

Det er jo nok ikke alle, der har mulighed for at vælge som Rebecca, men det er en betagende mulighed, hun viser os i den korte tid, handlingen strækker sig over. Vi følger med intens interesse personerne, og de skæbner som møderos, og lysten til at tage til Roussillon må dukke op hos enhver læser. Forfølg drømmen, må være konklusionen.

Jens Peder Weibrecht
Hals, november 2013








Retourner au contenu | Retourner au menu