Laurent Fignon: Vi var unge og ubekymrede - Fransklisten

Aller au contenu

Laurent Fignon: Vi var unge og ubekymrede

Bøger > Boganmeldelser

Den Franske Bogcafé : http://denfranskebogcafe.dk/da/

330 sider

280 kr
Vi er i dag kommet frem til Pyrenæerne og ved, at det kan være et afgørende sted for udviklingen af årets Tour de France (2016), men skal man forstå det nærmere og leve sig ind i det, er der ikke noget bedre end at læse Laurent Fignons bog om sit liv som cykelrytter. Bogen er oversat og udgivet af Den Franske Bogcafés forlag Bobo. Det er særdeles prisværdigt at udgive denne pragtbog, så alle danskere kan få lejlighed til at forstå og gennemleve nogle vigtige etaper i cykelsporten i Frankrig.
Bogens titel "Vi var unge og ubekymrede" er en direkte oversættelse af den franske titel, og den passer forbløffende godt på ungdomsårgange fra 70'erne og 80'erne, så det er ikke kun en cykelbog, men et billede af et samfund, der siden er gennemgået mange forandringer . Til det bedre eller det værre ? det må læseren selv tage stilling til.

Bogen blev udgivet i 2009 og genudgivet i 2010, og det første kapitel handler netop om den periode, for det var her, at Laurent Fignon fik at vide, at han havde en alvorlig kræft, og i bogens indledning skrevet i november 2009 fortæller han nøgternt og åbenhjertigt om den dom, der var blevet sat over hans liv. Det er en meget stærk åbning på en selvbiografi, der fører os fra ungdomsårene over de store triumfer i cykelsporten til et farvel til sporten og en søgen efter nye virkefelter. Laurent Fignons kamp mod kræften fik sin afslutning i 2010, men han vil altid stå som en helt speciel og alternativ cykelrytter.

Efter indledningen om kræften starter bogen op med en oplevelse som Fignon måske aldrig kom over: han tabte Tour de France i 1989 med kun 8 sekunder! Næsten for barsk til at være sandt, for Fignon mente selv, at han var i topform efter en skadespause. Dette skulle have været hans tredje Tour de France sejr efter succesårene 1983 og 84. Han gennemgår turen i 1989 i de enkelte etaper og beretter om kampen mellem ham og Greg LeMond, der nærmest bliver en kamp på liv og død, især på Alpe-d'Huez. I den afsluttende enkeltstart har Fignon et forspring på 50 sekunder, men LeMond kører 58 sekunder hurtigere end ham, måske fordi Fignon havde fået et sår i mellemkødet, måske også fordi LeMond kørte på sin cykel med et triathlon-styr, der faktisk ikke var tilladt på det tidspunkt.

Efter disse to første kapitler og Jørgen Leths forord er vi trådt ind i cykelverdenen og en menneskelig skæbne skildret gennem Fignons hudløst ærlige fortælling. En bemærkelsesværdig person, der altid var kendt for at sige, hvad han mente uden altid at tænke lidt på, hvem det gik udover. Fignon beskriver hvorledes han ønsker ret til at være anderledes, uafhængig og med ret til at bevare sin personlige integritet. Han vil ikke hoppe med på mediernes overtagelse af cykelsporten, Fignon bryder sig ikke om at være en offentlig person i den forstand.

Fignon beskriver selv sin familie som en jævn familie med glæde over veludført arbejde, offervilje, en vis stramhed i leveformen og en lidt stiv måde at omgås andre på. Fignon får briller som 6-årig, og det bliver også en del af hans image som cykelrytter, for det var før kontaktlinjer kom frem. Det er først som 16-årig, at han begynder at cykle i en klub, og det bliver et vendepunkt i hans liv. Det er alvor, men også en leg for ham. Han er et udpræget konkurrencemenneske, og han kører for at vinde. Det keder ham at sidde nede i feltet, han vil frem i førerfeltet og vil gerne angribe. Noget han senere som reporter mangler hos de unge ryttere i årene efter 2000.

Det er spændende læsning  at følge Fignon gennem hans cykelkarriere, mange sejre, men også nedture både på vejene, men også i forhold til holdkammerater, trænere og sportschefer. Der er dog også en anden side, der viser den unge og ubekymrede: piger, fester, vild kørsel i bil og en i det hele afslappet måde at klare tilværelsen på. Det er selvfølgelig også centralt at tage fat på doping i løbene. Fignon mindes aldrig at have hørt ordet udtalt, men i hans tidlige karriere bruger mange amfetamin, især i løb hvor de ved at der ingen dopingkontrol er. Fignon falder også selv i en gang. De store ændringer i sporten sker dog i 90'erne med EPO, der kan få selv middelmådige ryttere til at køre for fuld kraft hele løbet. Skræmmende eksempler kommer frem. Fignon roser godt nok Bjarne Riis som hjælperytter, men siger også, at hans sejr i Touren i 1996 kun kunne ske ved hjælp af EPO.

Sidste del af bogen handler om tiden efter at Fignon stopper i 1993. Han havde ikke rigtigt forberedt sig på det og havner i et hul af opgivenhed og ligegyldighed. Han får sig dog kæmpet videre og bliver løbsarrangør mm. Han bliver også en skattet TV-reporter, først på Eurosport, senere på de nationale TV-kanaler. Bogen skulle være en opsamling af en karriere, men også et skub til nye talenter. Desværre blev det også til et testamente over en enestående cykelrytter.

Se den videre Tour 2016, men giv dig også tid til at læse denne usædvanlige selvbiografi. Stor ros til oversætter Jesper Tang og Den Franske Bogcafe, der her giver os sin tredje udgivelse. Vi venter spændt på næste udspil.


Hals, 9. juli 2016
Jens Peder Weibrecht
Retourner au contenu | Retourner au menu