Hubert Mingarelli: Manden som var tørstig - Fransklisten

Aller au contenu

Hubert Mingarelli: Manden som var tørstig

Bøger > Boganmeldelser


Udkommer 18. august 2015
Forlaget Etcetera er klar med en ny oversat roman af Hubert Mingarelli: Manden som var tørstig (L'homme qui avait soif). Det er dejligt, at han nu er repræsenteret med endnu en af sine romaner, og at der bliver fulgt op på romanen Fire soldater (Quatre soldats), der blev udgivet i 2013.

Temaet er endnu en gang krig og sorg, venskab og kærlighed. Her er det 2. Verdenskrig i Stillehavet mellem Japan og USA, nærmere bestemt slaget om Palau-øen Peleliu, hvor Japan led et stort nederlag. Japanerne havde indtaget øen i 1914 og forskanset sig i et bjerg, men den var en vigtig brik for amerikanernes skibsfart og fly. Disse ydre omstændigheder tales der ikke om i bogen, men de er rare at have med i læsningen.

Bogens hovedperson er Hisao Kikuchi, der er på vej med tog til sin elskede Shigeko, som han skal giftes med, selv om de hidtil kun har brevvekslet. Han har en gave med til hende, et jadeæg pakket ind i rødt papir, og gemt i hans uldunderbukser i hans lille kuffert. Det er dog en rejse, som bliver brat afbrudt, da han under en pause, hvor han skal ud for at drikke vand, ikke kan tage sig sammen til at stige på igen, da toget kører. I sine tanker skriver han til Shigeko: "Det er min sygdom, Shigeko, som har ladet din gave tage afsted. Jeg fik sygdommen inde i bjerget. Jeg troede, at den ville blive der. Jeg tog fejl. Nu er den min skygge." Den slutning på det første af de ret korte kapitler lover jo godt for den historie, der nu følger.

Hisao har en tung fortid med sig på sin rejse. Han var udstationeret på Peleliu som soldat, men hans arbejde bestod i at hugge enorme gallerier ud inde i klippen til forråd, våben og soldater. Der blev arbejdet i hold dag og nat og det gule støv var overalt, men en dag sætter angrebet ind. Hisao har knyttet tætte bånd til Takeshi, og om natten drømmer han nu om slaget. Et mareridt der rider ham hvert nat, og som kun lindres, hvis han får noget vand at drikke.

Vi får disse indblik i fortiden skiftevis med kapitler om rejsen mod den elskede. En rejse, der bringer ham i kontakt med mange andre, der har lidt nederlag, og som bærer på uendelige sorger. En indvielsesrejse i livet, hvordan kan frigøre sig fra den skygge, der tynger på ham som et træ, slukke den tørst, der plager ham som et mareridt, hvordan kan han rejse sig og rejse mod et andet og nyt liv?

Mingarelli forstår at berette i korte sekvenser, får i få sætninger gjort os bekendte med dybet i de forladte eksistenser og får næsten os til at tørste som Hisao. Der er en fantastisk fin opbygning med klip frem og tilbage, holdt fast med enkle midler som vennens sange og enkle naturbilleder som det afsluttende elmeblad, der langsomt glider ned mod havet. Det er en besættende læsning.

Prisværdig udgivelse med en solid og fin oversættelse af Anne Marie Têtevide.


Hals, august 2015
Jens Peder Weibrecht

Retourner au contenu | Retourner au menu