Sagen om slaven Furcy - Fransklisten

Aller au contenu

Sagen om slaven Furcy

Bøger > Boganmeldelser

Mohammed Aïssaoui: Sagen om slaven Furcy
Oversat af Ulla Gjedde Palmgren
Forlaget Turbine, 2013
www.turbine.dk

Stærk læsning om en mands kamp for frihed.
Furcy, slave , født i 1786 i Bourbon (nu La  Réunion )sagsøger sin herre og kræver at blive frigivet: han har nemlig efter sin mors død fundet nogle papirer, der viser ,at hun var købt i Indien, men senere frigivet. Hans herre kalder det for et flugtforsøg, og Furcy bliver fængslet og så følger der 26 år med retssager og en kamp for at få den berettigede frihed.
Bogen kaldes for en beretning, der udspringer af forfatterens fascination af emnet og af personen Furcy. Historien starter, da Aïssaoui på en auktion får fat på en sagsmappe, der indeholder meget materiale fra "sagen om slaven Furcy", der skulle vare fra 1817 til 1843. Aïssaouis beretning er historien om Furcy ud fra de meget få oplysninger, som han gennem flere år får samlet sammen, ja man kan nærmest kalde det for en besættelse, for at trænge ind i hans liv og kår. Særligt da han finder 7 breve underskrevet af Furcy selv, kan man næsten tale om en åbenbaring. Vi følger som i en beretning, hvorledes der lægges brik for brik i et stort puslespil.
"Sagen om slaven Furcy" foregår således i begyndelsen af det nittende århundrede, hvor slavehandel var et indbringende foretagende, og den billige arbejdskraft var med til at skabe store formuer. Frigørelse af slaven og/eller afskaffelse af slaveri mente man kunne få katastrofale følger for den franske økonomi. Det blev altså opfattet som en principiel sag, og Furcys kamp for revolutionens principper om frihed, lighed og broderskab blev imødegået af stærke kræfter.
Denne dokumentarroman er en meget spændende form, da vi dels får en form for historisk forskning dels forfatterens egen entusiasme og hans kommentarer til tilblivelsen af værket. Den kan næsten læses som en spændingsroman. Man skal dog ikke glemme alvoren af emnet: slaveri og den mangel på skriftlige kilder om emnet set fra slavernes vinkel. Meget er forsvundet eller slet ikke noteret, og at omtale det er belagt med tabuer.  Vi får dog indsigt i kolonialismen, samfundet og forholdene i de oversøiske områder på det tidspunkt, og det er oplagt at tænke på forholdene i Haïti, hvor slaverne netop kæmpede sig til frihed på det tidspunkt.
Aïssaouis blanding af roman, beretning, undersøgelse, egne refleksioner og følelser gør denne bog til en absolut nødvendighed at læse. Det er en kamp for retfærdighed og menneskelighed, der bestemt stadigvæk er aktuel.
Stor ros til oversætteren.

Jens Peder Weibrecht
Hals, november 2013

Retourner au contenu | Retourner au menu